Teori, Monokron og polykron kultur
Man kan dele kulturer op på mange måder. Tilhører du en rugbrøds- eller franskbrødskultur? Er kulturen luthersk eller katolsk? Eller er den monokron eller polykron? Modsætningsparrene betegner nogenlunde det samme.
Rugbrødskulturen dækker i nogen grad det lutherske landkort, som er karakteriseret ved bl.a. punktlighed og arbejdsomhed. Det er lande som Danmark, Tyskland og USA (-som dog ikke spiser særlig meget rugbrød!).
Franskbrødslandene følger mere det katolske landkort. Her hænger man sig ikke så meget i tidsplaner, men kan ændre planerne over tid. Hvad man ikke når i dag, når man nok i morgen - eller en anden dag. Til franskbrødslandene hører Middelhavslandene, Sydamerika og Afrika.
Monokron kultur
I en monokron kultur vil man lave planer og efterfølge dem. Tilværelsen er skemalagt, og arbejds- og fritidsliv er tilrettelagt, så der er en forudseelig fordeling. Vi taler om work-life balance, som netop understreger, at det skemalagte ikke må blive brudt for meget. Et brud med den skemalagte tilværelse kan lede til stress, hvor man ikke kan overskue sin situation.
Polykron kultur
I polykron kultur går man ikke så meget op i, om tiden holder. Hvis man sender sin bil til reparation på et værksted i Danmark, vil man i den monokrone kultur forvente, at arbejdet bliver forberedt, reservedele bliver bestilt og reparationen udført til aftalt tid. Arbejdet vil være stærkt struktureret. Hvis det samme skal udføres i Brasilien eller et andet land med polykron kultur, vil man opleve, at mekanikeren har mange reparationsarbejder kørende på én gang. Der kan hele tiden opstå nye situationer, så mekanikeren må bruge sin tid mange steder, og måske bliver bilen ikke færdig til en aftalt tid.
Kulturer med lav kontekst har oftest en monokron opfattelse, mens kulturer med en høj kontekst knyttes til en polykron opfattelse af tid.