Aktiv lytning, teori
Med teknikken aktiv lytning forsøger man aktivt at lytte til både indhold og følelser hos den talende. Man fungerer som et "spejl" for et andet menneske. Hovedideen er, at et menneske med problemer er nærmest sig selv til at løse sine problemer. Som det fremgår, er teknikken opstået i psykologiens rækker, men den er overtaget af kommunikationsfaget, da den giver en god forklaringsramme for hensigtsmæssig kommunikation mennesker imellem.
Aktiv lytning kan også bruges i situationer, hvor man står overfor en person, som henvender sig i et indforstået sprog (menighedssprog) eller en person i affekt, som et forsøg på at tale vedkommende "ned" igen. Aktiv lytning er et uundværligt redskab, når man ønsker, at samtalen ikke skal udvikle sig til skænderi.
Eksempler på aktiv lytning:
A: - Hun går, som ejer hun hele virksomheden!
B: - Jeg synes nu, hun går meget almindeligt.
I aktiv lytning lytter man ikke blot til, hvad personen siger, man lytter til intentionen bag. Derfor skal man give samtalepartneren luft til at fortælle, og man kan komme med interesserede åbne spørgsmål, som viser, at man er med på fortællingen. Det giver respekt i samtalen og ulighed for selv at byde ind med relevante erfaringer.
En samtale bør være ligeværdig og to-vejs, dvs. man skal lytte lige så meget som man taler. En ligeværdig samtale fjerner magt- og prestigeforhold, og man bliver klogere på hinanden. En degeneration af den ligeværdige samtale kan være:
- Forhør - den ene part har overmagten.
- Overhøring - samtalen skal munde ud i en karakter.
- Interview - samtalen skal munde ud i, at kun den ene part får informationer.
Aktiv lytning handler om respekt for samtalepartneren, og dermed får begge parter et godt udbytte af samtalen.