Kulturel ligeværdighed, teori

I forbindelse med Skoleskibet Danmarks ophold i Rio de Janeiro inviterede den maritime uddannelsesinstitution CIAGA på sambaundervisning. Samba er en leg med roller mennesker imellem.

Udgangspunktet er den amerikanske psykoanalytiker Eric Bernes transaktionsanalyse. Berne mente, at vi i barndommen udvikler nogle roller i forhold til omgivelserne. Roller som vi holder fast i op i voksenårene. Det kan være, at vi taler ud fra et udgangspunkt som ophav, voksen eller barn. Det er uproblematisk, hvis man taler ligeværdigt fra ophav til ophav, voksen til voksen eller barn til barn. Men hvis transaktionerne bliver krydset, opstår problemerne. Det er problematisk at tale ned til folk ved f.eks. at tale som ophav til barn. Det kan give gevaldige problemer i tværkulturel kommunikation, hvis man vælger et forkert udgangspunkt at kommunikere ud fra. 

Når transaktionsanalysen er taget med i dette undervisningsforløb er det for at understrege, at al kommunikation bør foregå som voksen til voksen. Kun helt særlige personer kan tillade sig at kommunikere på anden vis. Ellers bliver det let til bedreviden.

 

Transaktionsanalysens praktiske brug

Transaktionsanalysen tager udgangspunkt i 3 egetilstande:

Ophav: Når du agerer i forældrerollen påtager du dig en rolle som den bedre vidende i relation til andre. Det er normer og værdier, som bliver formuleret i forskellige udsagn, og formålet er at regulere en opførsel og videregive et normsæt omkring tilværelsens udfordringer. Autoritet som stilling, magt og penge betyder noget. Det kræver en klar kontrakt at tale som ophav, og det er noget, man kan gøre i forhold til sine egne børn. Allerede når det handler om andre folks børn, bliver det problematisk at tale som ophav. Det er enkelte undtagelser herfor: f.eks. kan skolelæreren, præsten og politibetjenten godt tale ud fra ophavspositionen. 

Voksen: I voksentilstanden er det de gode grunde og fornuften, der styrer samtalen. Man accepterer, at samtalepartneren kan komme med nye informationer, som kan føre samtalen et andet sted hen. I voksentilstanden bruger man ikke sin autoritet til at at få sin vilje. 

Barn: Når du taler ud fra et barns synspunkt, føler du dig mindre værd, mindre erfaren og vidende. Det kan være en nødudgang i en samtale at tage barnets sindstilstand og kommunikere ud fra denne.

Eksempler på komplementære transaktioner
Den gode samtale bygger på, at vi taler ud fra samme position: ophav til ophav, voksen til voksen og barn til barn. Her er nogle eksempler på komplementære transaktioner:

O: Vorherre bevares som de unge dog bander i dag! O: Ja, det var rigtignok anderledes, da vi var unge!

V: Jeg kan ikke finde spaden. V: Jeg har set den ude i garagen.

B: Skal vi ikke skulke fra næste time? B: Jo, lad os drille de andre lidt.

Eksempler på krydsede transkationer
Den dårlige samtale  kommer tit af, at vi taler ud fra nogle forkerte positioner. F.eks. kan man spørge som voksen og blive svaret som ophav. Her er nogle eksempler på krydsede transaktioner. 

V: Jeg kan ikke finde spaden. O: Du er også et værre rodehoved - sæt den på plads næste gang!

V: Vil du tage en ren t-shirt på nu? B: Du skal også altid kritisere mig!

 

Transaktionsanalysen i interkulturel kommunikation

Der er ikke én kultur, som umiddelbart har mere ret til at fortolke virkeligheden end en anden. Enhver civilisation vil til hver en tid sætte hegnspæle op omkring sin egen kultur for at styrke sammenhængskraften. Et fælles udgangspunkt gør mange diskussioner og beslutninger lettere. Men sådan har man det altså også i andre kulturer. Så hvis man kommer og søger at presse sine egne normer og værdier ind over andre mennesker og kulturer møver man med sine forudsætninger. I nogle kulturer respekterer man f.eks., at ældre mennesker kan udtale sig som ophav, dvs. bedrevidende. I nogle kulturer forventer man det ligefrem. Men generelt et det bedst at kommunikere voksen til voksen, dvs. ud fra devisen: jeg er o.k. - du er o.k. 

 

Hvem kan tillade sig at tale ud fra en position som ophav?

Meget få mennesker kan tillade sig at give gode råd uopfordret. Men en lærer, præst, statsminister, den erfarne erhvervsmand eller repræsentanter fra kongehuset kan. I de fleste andre tilfælde vil det virke påtaget og måske endda komisk at kommunikere ud fra positionen ophav. 

 

Litteratur:

Eric Bernes bog "Hvad er det vi leger?: Menneskets relationspsykologi" (org. Games People Play) udkom oprindeligt i 1964 og regnes i dag for et standardværk i relationspsykologien.

Berne, Eric: Hvad er det vi leger?, Gyldendal 1995.
James, Muriel og Dorothy Jongeward: Født Vinder, Borgen 2008